Aspergers syndrom · Behandlingsskole · Eksklusion · Gruppeordninger · Inklusion · Skole-hjem-samarbejde · Skolevægring · Sofieskolen · Specialklasser · Specialskole

Jubilæum

Det er 10 år siden. Det er 10 år siden, at sønnike som 7-årig fik diagnosen Aspergers syndrom. Jeg husker stadig dagen så tydeligt. Hans far og jeg var til indkaldt til møde på børnepsykiatrisk, hvor vi skulle have resultatet af undersøgelserne. Samme morgen, som vi skulle til møde, blev jeg ringet op af psykologen fra børnepsykiatrisk, der fortalte, at lægen, der skulle deltage i mødet, desværre var blevet syg, så de ville udskyde mødet. Jeg sagde, at jeg havde forberedt mig på mødet, og at jeg havde brug for at kende resultatet. Det kunne ikke vente. Så der blev fundet en løsning. En anden læge ville deltage i mødet.

Diagnosen kom ikke bag på mig. Den var ventet. Nu var der en årsag til hans adfærd. En forklaring på hans udfordringer. Alligevel blev jeg ramt af sorg. Sorg over at mit barn ikke var som alle andre.

Lægen og psykologen talte om skoletilbud. Han gik i børnehaveklasse i en almen folkeskoleklasse. Vi sagde, at vi ønskede, at han skulle blive på skolen i sin klasse. Vi ønskede, at han skulle inkluderes. Være en del af fællesskabet. I sit nærmiljø. Det var det vi ønskede for vores søn. Men nu sad både lægen og psykologen på børnepsykiatrisk og talte om, at han havde behov for “massiv støtte”, og at det måske var bedre for ham med en specialskole.

Skolepsykologen på hans skole talte om specialskole. Sofieskolen i Lyngby. Og vi sagde, at det var langt væk, og hvad med transporten til og fra skole? Så var der kommunens egne gruppeordninger for elever med autismespektrumsforstyrrelser. Måske kunne han få en plads der. Det var dog bedre, at han blev i kommunen, selvom det ikke helt var i nærmiljøet. Vi tænkte, at hvis han stadig gik på en skole i kommunen, så ville han måske kunne bevare kontakten til nogle af kammeraterne fra børnehaveklassen. Vi ønskede, at vores barn skulle inkluderes i nærmiljøet.

Efter børnehaveklassen blev han flyttet til en specialklasse i en gruppeordning på en anden folkeskole i kommunen. Umiddelbart var det en succes. Der var færre elever i klassen. Flere voksne i klassen. Han blev hentet af en taxa om morgenen og kørt hjem i en taxa hver eftermiddag. Det gik godt. Det gik nogenlunde. Og så gik det galt. Og det blev bare værre og værre. Vi havde utallige møder med skolen. Skolen mente, at vi skulle være mere konsekvente. At vi skulle samarbejde. De gjorde tingene på deres måde, og det skulle vi bakke op om. Det ville vi også gerne. Hvis altså det virkede. Og det gjorde det jo ligesom ikke. Vi blev henvist til familieterapi på børnepsykiatrisk ambulatorium, hvor vi i en periode havde samtaler med nogle læger. Nogle gange var sønnike med. Så fik han at vide, at alle børn skulle gå i skole. Vi fik at vide, at det var vigtigt, at vi fik sønnike i skole hver dag. Og skolen sagde, at vi bare skulle få ham i skole, så skulle de nok klare resten. Yeah, right. Det gik bare ikke. Og sønnike blev mere og mere selvmordstruet. En psykiater på børnepsykiatrisk mente, at han var nærpsykotisk, og han blev medicineret med antipsykotika. Havde det effekt? Altså udover på vægten? Han gik fra at være åleslank til at være temmelig buttet, ja faktisk overvægtig.

Gruppeordningen ramte metodeloftet og kastede håndklædet i ringen og aben – problemet – barnet – blev sendt videre. Kommunen visiterede ham til en anden gruppeordning. Vi spurgte: Hvad er forskellen? Er det ikke den samme pædagogik man bruger? Er der ikke det samme antal elever i klassen? Jo, jo, det var det. Men et skoleskift ville være godt for ham. Vi tvivlede. Og selvom den nye gruppeordning forsøgte at rumme vores søn, så stod det klart allerede efter få dage, at det heller ikke gik. Han blev ved med at stikke af fra skolen, når han blev ked af det, bange og frustreret. At vi fik støttepersoner, der skulle følge ham i skole og være med ham i skole, hjalp heller ikke. Han magtede ikke at blive undervist sammen med andre elever. Han var alt for sårbar. Vi måtte tage turen til psykiatrisk skadestue mange gange. Vi valgte at kaste håndklædet i ringen. Vi valgte at holde ham hjemme. Fordi han ikke magtede skolen. Man kalder det skolevægring. Men sandheden var, at skolen ikke magtede vores barn. Det skal siges, at den sidste gruppeordning havde en skoleleder, der forsøgte at finde løsninger på sønnikes udfordringer bl.a. så han kunne blive undervist alene. Men løsningen kom for sent; sønnike havde fået det så dårligt, at børnepsykiatrisk ville genudrede ham, og det sagde vi ja tak til. Og det blev heldigvis vores families redning. Det betød, at kommunen omsider indså, at det rette skoletilbud til vores søn var et dagbehandlingstilbud.

10 år er gået. Jeg ved ikke, om jeg troede, at livet ville blive lettere, når først vores barn havde fået en diagnose. Det er ikke min erfaring. Der er ikke noget, der bliver lettere, når ens barn får en diagnose. Man skal hele tiden kæmpe for at få den støtte, der er behov for. Der er stadig mange kampe med systemet. Med kommunen. Med PPR. Og lige om lidt, når den unge mand fylder 18 år, bliver der nye kampe med kommunen. Med jobcentret.

Så 10 år er gået, men det er ikke ligefrem et jubilæum jeg har lyst til at fejre med balloner og flag. Jeg havde et ønske om, at mit handicappede barn skulle inkluderes i fællesskabet i nærmiljøet, men i stedet for er han blevet mere og mere ekskluderet.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s