Afgørelse · Ankestyrelsen · Ansøgning · Dagbehandlingsskole

Hvorfor gi´r I ikke bare op?

Kommunen har udsat afgørelsen med yderligere 14 dage. Meddelelsen kom i aftes, men jeg var da fornuftig nok til IKKE at logge ind i e-Boks for at læse brevet. Det ville også bare have ødelagt min nattesøvn.

Jamen, så tager vi da lige 14 dage – igen igen, mens vi venter på, at kommunen skal træffe en afgørelse.

Den koordinerende sagsbehandler lovede vores søn på mødet i midten af oktober, at vi ville få en afgørelse i løbet af en uge. Den uge er nu foreløbig blevet til seks uger, og vi venter stadig.

Når jeg fortæller om sagens gang, oplever jeg, at der er nogen, der mener, at vi skal give op. Uanset hvor lang tid kommunen trækker sagen i langdrag, så er løbet kørt. Når afgørelsen engang kommer (mon det bliver i år?), vil den sandsynligvis være til ugunst for vores søn, og så kan vi klage, og derefter skal sagen videre til Ankestyrelsen. Der vil den sandsynligvis ligge i månedsvis. Og hvad nytter det? Vores søn har brug for en afklaring, så han kan komme videre.

Tror jeg på, at kommunen vil vores søn hans bedste? Nej, det har jeg meget svært ved at tro på.  Jeg har været så længe i systemet, at systemet er blevet fjenden. Det er risikoen ved at være klient. Når love og paragraffer er vigtigere end hensynet til borgerens behov.

Jeg vil gerne tro på, at der sidder sagsbehandlere, der gerne vil borgerne deres bedste, og så findes der også de sagsbehandlere, som forpester livet for deres borgere. Jeg vil gerne tro på, at vores søns koordinerende sagsbehandler er et menneske med hjertet på rette sted. At sagsbehandleren nu afventer et svar fra selveste ministeriet er da prisværdigt. Det viser, at sagsbehandleren gør sig umage. Men jeg undrer mig over, at det ikke er sket for længst.

“Hvorfor gi´r I ikke bare op?” spurgte en af skolens lærere. Ja, hvorfor gør vi ikke bare det? Det vil jo gøre livet så meget lettere for alle parter. Kommunen slipper for at træffe en afgørelse, som er så kompliceret, at den giver de fleste, der beskæftiger sig med den, grå hår.

Jeg oplever, at der er nogen, der mener, at det er os forældre, der bremser processen med, at vores søn kan komme videre. Men det er jo ikke os, der skal træffe afgørelsen. Det skal kommunen.

Dette handler ikke om principper. Det handler om, hvad der er bedst for vores søn. Det er derfor vi kæmper. Men er det kampen værd? Kommunen kører forhalingspolitik og har intet at miste. Vi mister til gengæld vores nattesøvn, humør, energi og overskud. Så hvorfor giver vi ikke bare op?

 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.