Dagbehandlingsskole · Konflikt · Krise · Mentorstøtte · STU · Tro · Ungdomsuddannelse

Er der en præst tilstede?

Sønnike har ramt et lavpunkt. Om en uge er folkeskoletiden forbi (de sidste fem år på dagbehandlingsskole), og han har det svært. Han siger selv, at han befinder sig i en eksistentiel krise. Jeg har tidligere i denne måned skrevet et indlæg om hans mørke tanker, og det bliver mere og mere tydeligt, at han ER i krise.

Efter sommerferien starter han på STU, og han i nogle måneder været i et brobygningsforløb på den STU han har valgt og fået bevilget af kommunen. Men spørgsmålet er, om han egentlig ønsker at starte på STU. Han siger, at han helst vil holde fri i et par år og bare være hjemme.

Han føler sig presset til at starte på en ungdomsuddannelse. Men hvad er alternativet? Han kan ikke “bare” gå ud og finde sig et job. Så han er nødt til at tage den særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse og håbe på det bedste. Heldigvis har PPR bevilget mentorstøtte de første 12 uger af forløbet på STU, og i dag har vi været til møde og mødt den mentor, der skal følge sønnike de første tre måneder. Vi håber, at det kommer til at fungere, og at han vil opleve tryghed ved at have en mentor ved sin side, der kan guide ham og hjælpe ham, når noget bliver svært. Og svært, det bliver det – det er lige så sikkert som amen i kirken.

En af hans meget store udfordringer er at være sammen med andre unge, der – ifølge ham – har et vulgært sprog. Han bryder sig ikke om det, og forstår ikke, hvorfor andre udtrykker sig på den måde, og han misforstår, hvad der bliver talt om. Det bragte ham i en meget svær situation forleden, hvor han var til pause med nogle unge og hvor han følte, at han blev udsat for en trussel om et seksuelt overgreb. Men – han havde misforstået situationen. Det var ikke ham, de unge talte til eller om. Men der blev sat en masse i gang, indtil man fik afdækket, hvad der faktisk skete, og hvad der faktisk blev sagt. Men… havde der bare været en underviser/lærer/pædagog tilstede, da hændelsen eller misforståelsen skete, så kunne mange have været forskånet for hvad der deraf fulgte. Det har været meget ubehageligt for mange, der blev involveret i mistanken om en trussel om et seksuelt overgreb.  Men – det viser bare, hvor sårbar min søn er, og hvor svært han har ved at forstå andre. Han fornemmede, at en af de unge var irriteret på ham. Han kunne høre det på hans tonefald og se det på hans kropssprog og se det på hans ansigtudtryk. Men sønnike kunne ikke forstå, hvad der var årsagen til irritationen. Årsagen var, at sønnike havde forsøgt at samtale med de to unge, men de forstod ikke, hvad han talte om, og da han blev ved med at tale om noget, som de fandt irrelevant og uden for kontekst, blev den ene irriteret, hvad sønnike fornemmede. Her kunne det virkelig have været godt, at der havde været en “voksen” tilstede. Men de voksne (underviserne) var travlt beskæftigede andre steder. Desværre.

Jeg har rost min søn for, at han valgte at gå, da han blev bange for de unge. Sønnike siger, at han er træt af, at det er ham, der skal trække sig (i konflikter). At han føler, at det altid er ham, der skal trække sig. Jeg har sagt, at det er okay at trække sig, når man ikke føler sig godt tilpas i det selskab man befinder sig i. At det er bedre at trække sig end at blive, og at det at trække sig fra en svær situation er godt, fordi man passer på sig selv.

Men han føler vel, at når han skal trække sig, så er det fordi, det er ham, der er noget galt med. Det er måske sådan han oplever det. Men faktisk er det jo en meget fornuftig strategi at forlade en anspændt situation, inden den udvikler sig. Men jeg forstår ham godt. Han føler, at det er et nederlag, at han ikke kan være i situationen. At han ikke kan gøre noget andet end at gå. Men… det er faktisk godt. For det viser jo, at han kan mærke, hvornår noget er for meget, og hvornår han ikke magter at være i det.

Jeg er ikke i tvivl om, at det er hårdt for sønnike at skulle forlade skolen, hvor han har været i så mange år, og hvor han føler sig tryg og hjemmevant. Han føler ikke, at han er klar til at skulle sige farvel til skolen og starte på STU.

Der er kun fem dage tilbage, og så er der seks ugers sommerferie. Jeg kan grue lidt for den lange ferie, hvor der ikke er nogen vi kan tale med om de bekymringer vi har, og hvor sønnike ikke har nogen han kan tale med om sine mørke tanker. For han vil helt sikkert gerne skåne os. Han har selv sagt, at han gerne vil tale med en præst. For han vil hellere tale med en præst end med en psykolog. Så – er der en præst tilstede, der vil lytte til en ung mand, der føler at livet er svært, og om der er en mening med det?

 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.