Nå, så fik jeg da set det danske Melodi Grand Prix 2021, og… Mike Tramp vandt som bekendt ikke. Det var jo ærlig talt lidt surt. Ikke at jeg ligefrem havde turdet tro på, at han ville vinde – dertil var han oppe imod den totale middelmådighed, som i den grad sejrede, og tillykke til de lykkelige vindere, Fyr & Flamme, der nu skal en tur til Holland og synge på dansk, for det er jo det, der er gruppens kendetegn, og det skal ingen sejr sgu ændre på. Så må europæerne sgu se at lære lidt dansk, så de kan være klar, når det går løs til maj. De kan jo passende øve sig lidt på hinanden. HA HA HA!
Nej, men det passer meget godt med den danske mentalitet, at vi lod noget kvalitet gå til spilde og valgte en gruppe, som i den grad har fået særbehandling på DR, der jo som bekendt også stod for afviklingen. Jeg siger IKKE, at det var aftalt spil. Overhovedet ikke. Jeg siger bare, at det kan være godt at have forbindelser. BLINK-BLINK. Jeg var en af dem, der stemte på Mike Tramp, men jeg ved faktisk ikke, HVOR mange stemmer sangen fik. Den oplysning har jeg ledt forgæves efter på DRs hjemmeside.
Jeg må indrømme, at jeg havde to favoritter ud af de otte deltagere. Den ene var Mike Tramp, og den anden var Claudia Campagnol. Deres musikstil og udtryk kunne ikke være mere milevidt fra hinanden. Men de havde så meget at byde på, hvis man altså går efter kvalitet. Og det gjorde vi så ikke. Det skulle vi måske øve os lidt på? BLINK-BLINK.
Jeg har virkelig ikke interesseret mig synderligt for Melodi Grand Prix de sidste mange år, men efter dette års danske udgave har jeg tænkt mig at give det en chance næste år. Jeg håber, at vores multikunstner Martin Hall vælger at stille op med et cabaretinspireret nummer – på engelsk – selvfølgelig, for det er det sprog manden ALTID og UDEN undtagelse skriver sine tekster på. Rettelse. Han har faktisk også skrevet noget på fransk. Og tysk.
Jeg ved, at nogle af danskpoppens Grand Prix mestre (jeg nævner Lise Cabble og Anna David) stod bag nogle af de bidrag vi oplevede til dette års MGP, og det var surt spildte kræfter. Ingen af deltagerne, der havde allieret sig med de etablerede kunstnere, gik videre til finalen. Jeg gik faktisk heller ikke videre til finalen. Luften gik ganske enkelt ud af mig, da jeg med hjertebanken afventede resultatet af hvilke tre deltagere, der skulle kæmpe om 1. pladsen. Da både Mike Tramp og Claudia Campagnol ikke skulle med; så skulle jeg sådan set heller ikke med til resten af showet.
Hvis man skal tro på, hvad Mike Tramp selv siger, så havde han ikke forventet at vinde, for han ville ikke passe ind i det mediecirkus, som han ville blive en del af, hvis han havde vundet og skullet til Holland. Han ville, ifølge ham selv, have været som en anden Johnny Rotten (ex-forsanger i punkbandet Sex Pistols, red.). Se, det er sgu en sammenligning jeg kan lide. For Mike Tramp er ikke så utilpasset, som han måske gerne vil fremstå. Men han er ægte og vil selv være med til at bestemme. Mike Tramp kom tilbage på danmarkskortet i går. Han fik sine vel fortjente 15 minutters berømmelse. Og måske lærte Hr. og Fru Danmark, at ja, Mike Tramp er SÅ meget mere end Mabel og BOOM-BOOM. Mike Tramp er faktisk ret okay, og hans “Everything Is Alright” ville de fleste europæere have kunnet forstå.
Den stille pige og Juniors verden - Asperger i to generationer 