Man siger, at autister er empatiforstyrrede. Når man har en empatiforstyrrelse, betyder det, at man har vanskeligheder med at forestille sig, hvad andre tænker og føler. Når man har en empatiforstyrrelse, har man også svært ved at forestille sig, hvordan noget ude i fremtiden bliver. Så langt så godt.
I dag er en særlig dag. Det er en mærkedag. Det er i dag fem år siden, at Junior fik diagnosen Aspergers syndrom. Egentlig fik vi beskeden om diagnosen den 29. februar, men da i år jo ikke er et skudår, er den 29. februar heller ikke i kalenderen.
Junior og jeg gik vores sædvanlige tur i dag. For det meste går udturen med at tale om de emner, der interesserer Junior, og for tiden er det computerspillet Borderlands 1 og 2. Og så kommer der forresten en fortsættelse på computerspillet Metro 2033 i marts.
På hjemturen i dag fortalte jeg ham om datoens betydning for mig og for os. Junior kendte så ikke lige til selve ordet mærkedags betydning, så det forklarede jeg. Og så nævnte jeg, at den 29. februar også er en mærkedag for en anden familie vi kender.
En af Juniors kammerater fra den gamle skole mistede sin far den 29. februar sidste år. Han døde af kræft.
“Selvom jeg ikke kendte ham så godt, så savner jeg ham”, sagde Junior. “Ja, hvis han lige var død, ville jeg sige: `Jeg savner dig´”.
“Det tror jeg, at [navn på kammerats mor] ville blive meget glad for at høre.”
“Ja, for hun har det hårdt.”
Så talte vi lidt om faren, hvis store hobby var gamle biler, og hvordan han i sin fritid gik og hyggede sig på sit værksted med at istandsætte dem.
“Hvis nu jeg bliver mekaniker, mor. Så kan jeg jo hjælpe [navn på kammeratens mor] med at sætte dem i stand. Altså hvis jeg bliver mekaniker, for det ved jeg jo ikke endnu.”
“Årh, det er sødt af dig. Det vil jeg fortælle hende på sms. Det vil hun blive glad for at høre.”
“Jamen, husk nu også at skrive; hvis jeg bliver mekaniker.”
Så fortalte han mig om en ven, der er kristen (til orientering: jeg aner ikke, hvem den ven er), og at denne havde talt om, at de døde ikke dør så længe vi husker dem i vores hjerter.
“Det kan du jo også skrive til hende, mor. At de døde ikke er døde, så længe vi husker dem i vores hjerter med kærlighed.”
Hvad viser ovenstående? En dreng med indlevelsesevne. Han har empati. Han kan forestille sig noget ude i fremtiden. Så helt empatiforstyrret er han ikke.
Nogle gange er vores børn totalt udenfor rammerne af deres diagnoser 🙂
Så bliver far sgu stolt.
http://jlottosen.wordpress.com/2012/03/24/har-du-set-en-med/
LikeLike
Mange tak, Jesper 🙂
Ja, vores børn er ikke sådan at sætte i bås, selvom de har deres diagnoser. De er så meget mere end diagnoserne.
LikeLike
Hej.
Sikke en skøn beskrivelse, du er virkelig god til at formidle de store øjeblikke i de små…samtidig med at nuancerne i livet synliggøres, det er også dem der gør livet værd at leve, – med og uden diagnoser. God weekend.
LikeLike
Mange tak for komplimenten, Mette 🙂
Det er med til at holde min blog i live, at jeg bliver anerkendt for det jeg skriver 🙂
Selvom jeg nok ville skrive alligevel, for bloggen er min ventil og fungerer også som en slags terapi 😉
LikeLike
Godt du blev ved – bliv ved med det!
LikeLike
Det gør jeg, Jesper 🙂 Igen og igen og igen…
LikeLike
Jeg har heller aldrig kunne genkende beskrivelsen af manglende empati hos Alfred. Hvis noget er det en anderledes form for empati – måske en forskydelse i forhold til hvornår og hvordan den kommer til udtryk.
Dejlig fortælling 🙂
LikeLike
Mange tak for komplimenten, Kathrine 🙂
Det er dejligt med den slags tilbagemeldinger på det jeg skriver 🙂
LikeLike
kan god li’ at han helgarderer – kender det herhjemmefra 🙂
LikeLike
og nu med t : kan “godt” li’
LikeLike
X@mor – Ja, man skal jo helst ikke love mere end man kan holde 🙂
Junior er meget opmærksom på, om andre overholder hvad de lover.
Junior var fx blevet lovet en lagkage af StøtteCompagniet, hvis han ikke senest i begyndelsen af uge 8 havde fået en dato på, hvornår han skulle i skole. Han venter stadig på den lagkage…
LikeLike
ja det er klart – det ville jeg såmænd også selv gøre…
LikeLike