Coronakrisen har medført en stigning af hjemmearbejdspladser, og mange er begyndt at sætte spørgsmålstegn ved, om det overhovedet er nødvendigt, at vi alle fremover skal møde fysisk ind på vores arbejdsplads hver dag. Måske kan vi nøjes med at møde fysisk ind et par gange om ugen?
Krisen har vist, at det faktisk er muligt at være effektiv og produktiv, selvom man sidder derhjemme og ikke har fysisk kontakt med chefen og kollegerne. Møder klares over telefonen eller via Skype eller Teams.
Jeg tænker naturligvis ikke på alle de job, der kræver fysisk fremmøde: Tandlægen er nødt til at udføre sit arbejde i klinikken, hvor udstyret er; butiksmedarbejderen er nødt til at være i butikken og fylde varer op på hylderne og betjene kunder ved kasserne; buschaufførerne er nødt til at sidde bag rattet og holde øje med trafikken og fragte kunderne sikkert fra A til B; renovationsarbejderne er nødt til at køre ud til borgerne og indsamle affald og så videre. Men så er der alle de andre typer job, hvor det er muligt at udføre en del af eller de fleste af sine opgaver hjemmefra.
Det er sådan et job jeg gerne vil have. En af mine allerstørste udfordringer er det sociale. Det er bl.a. derfor jeg skal i arbejdsprøvning eller virksomhedspraktik. Så jeg kan få udviklet og afklaret mine sociale kompetencer.
Jeg har en bøn til dem, der mener, at alle os, der er i ressourceforløb og jobafklaring SKAL ud på en arbejdsplads og have afklaret og udviklet vores arbejdsevne. For nogle af os giver det rigtig god mening, at vi møder fysisk på i en virksomhed og er sammen med kolleger, ledelse og kunder; men så er der nogle andre, os, der er introverte og/eller enten har en snert af autisme eller er full-blown autist – vi ville trives fint med at være i vores eget selskab og udføre nogle arbejdsopgaver for en virksomhed – hjemmefra.
Da jeg var i virksomhedspraktik sidste år, var jeg nogle gange alene i virksomheden, mens jeg udførte mine opgaver. Og det gik rigtigt godt. Ingen kolleger til at forstyrre. Ingen afbrydelser. Jeg var 100 % effektiv og produktiv, når jeg havde det hele for mig selv. Men egentlig er det ikke meningen, at en praktikant skal være alene, når man er der for at få udviklet og afklaret sin arbejdsevne. Det kræver, at der er nogen, der holder øje med praktikanten. Så alt det, der kan gå galt – eller godt, kan blive beskrevet og videregivet til jobcentret, der skal bruge praktikken til at vurdere, hvad der så skal med borgeren efter forløbet er slut. Skal borgeren i et nyt praktikforløb eller skal borgeren videre til fleksjob eller førtidspension?
I bund og grund er det tåbeligt i mit tilfælde. Jo, jeg kan se, at det er vigtigt, at min arbejdsevnes afklaring og udvikling bliver dokumenteret, så jeg kan komme videre, men jeg trives jo faktisk allerbedst på en arbejdsplads, hvor jeg kan være alene mest muligt. Andre mennesker omkring mig medfører forstyrrelser, afbrydelser, misforståelser og konflikter. Og det dræner mig fuldstændig. På den ene side vil jeg gerne inviteres ind i fællesskabet, og på den anden side vil jeg gerne have muligheden for at trække mig. Vi er bare nogen, der ikke har det store behov for der sociale liv på en arbejdsplads. Vi vil gerne inviteres med ind i fællesskabet, så vi ikke føler, at vi bliver holdt udenfor, men vi vil også gerne have mulighed for at takke nej til fællesskabet.
For mig ville det give god mening at have en hjemmearbejdsplads. Og de, der frygter, at jeg ville sidde og se Netflix eller scrolle opslag på Facebook dagen lang, vil blive skuffet. For nej, jeg tager faktisk mit arbejde seriøst. Når jeg er på arbejde, arbejder jeg. Jeg bruger ikke tiden på Facebook.
Med en hjemmearbejdsplads ville jeg utvivlsomt kunne arbejde mere end jeg kan, når jeg fysisk er nødt til at være tilstede på en arbejdsplads med alt, hvad det typisk medfører af afbrydelser, forstyrrelser, misforståelser og konflikter. Jeg ved godt, at faren for det grænseløse arbejde lurer. Men hvis jeg skal vælge mellem det sociale liv på arbejdspladsen, og alt hvad det typisk medfører af kriser for mig, så foretrækker jeg en hjemmearbejdsplads.
Jeg frygter, at mit ressourceforløb fortsætter i en uendelighed. Fordi man – jobcentret, rehabiliteringsteamet, sagsbehandleren, systemet, ikke har forstået, at den måde man bedst hjælper mig er ved, at der etableres en hjemmearbejdsplads. Men derfor kan jeg jo godt drømme om, at jeg en dag får en hjemmearbejdsplads. Til gavn for samfundet og til gavn for mig selv.
Den stille pige og Juniors verden - Asperger i to generationer 