Modstand gør stærk. Kampen med eller mod jobcentret

Mit ressourceforløb har varet i næsten fire år, og det kunne se ud til, at Rehabiliteringsteamet får ret i, at mit forløb SKAL vare i fem år.

Indsatsen med at få etableret en virksomhedspraktik og få afklaret og udviklet min arbejdsevne har ligget stille under det meste af coronakrisen.

Jeg kom i praktik og nåede at være der i fire dage, og så blev afdelingen jeg var i sendt hjem. Nu har jeg været hjemsendt i næsten seks uger. Og der er ikke udsigt til, at jeg kommer tilbage foreløbig. Hver gang sundhedsministeren eller en anden minister holder pressemøde, så bliver restriktioner, tiltag og anbefalinger forlænget. Og smittetallet – ja, det fortsætter med at ligge nogenlunde stabilt. P.t. er der omkring 500 nye smittede om dagen. Hver gang tallet falder en lille smule er sundhedsministeren optimistisk og twitter: “Vi har knækket kurven!” Gu´ har vi ej. Straks ryger tallene op igen. Enten har vi en snotdum befolkning, der ikke har fattet alvoren. Og beklager hvis nogen føler sig ramt, men det lader jo desværre til, at der er ret mange, der ikke fatter budskabet: “Hold afstand.” 

På en højskole gik en masse unge i sauna og bagefter blev et stort antal (42!) konstateret smittet med corona. Man tager sig selv til hovedet og spørger: Hvornår begynder folk at bruge hjernen? Ikke på en højskole lader det til. På slagterier bliver en masse udenlandske arbejdere smittet, fordi de lever fuldstændig uhensigtsmæssigt. De bor (mange) sammen; de kører sammen til og fra bopæl og arbejdsplads. Noget kunne tyde på, at indsatsen med at formidle budskabet om afstand og diverse hygiejneregler ikke når ud til disse mennesker. Hvorfor er der ingen myndigheder og virksomheder, der har lært af det første store smitteudbrud på et slagteri? Så man kunne undgå et lignende udbrud på et andet slagteri? Man må som virksomhed da tage ansvar og sørge for, at de ansatte forstår alvoren af corona. Vi må se i øjnene, at der er mange, der ikke har forstået budskabet med at holde afstand. Og måske er det lidt for let bare at skyde skylden over på myndighederne? 

Og for at komme tilbage til det med pressemøderne. Jeg sidder med hjertet oppe i halsen, hver gang der kommer et nyt pressemøde. For der er sjældent godt nyt. Hver gang ministeren opfordrer til, at kontoransatte arbejder hjemmefra, så går det ud over sådan en som mig, der er kontoruddannet og i praktik i en virksomhed, der beskæftiger sig med administration. Jeg SKAL møde fysisk frem i en praktik, for at jeg kan få vurderet, afklaret og udviklet min arbejdsevne. Uden fysisk fremmøde er der ingen praktik og dermed ingen afklaring og udvikling. Jeg sidder fast i mit ressourceforløb, og det er jeg træt af. Jeg har brug for en afklaring, så jeg kan komme videre.

I overmorgen har jeg et opfølgningsmøde med min sagsbehandler. Og vi skal forhåbentlig tale om min klage over afgørelsen om min praktik, som skulle vare til 30. november 2020. Men praktikken er jo sat på pause på ubestemt tid. Det klager jeg over. Jeg har fået en afgørelse, der skal afklare min arbejdsevne og udvikle den. Den bliver ikke udviklet af, at jeg ikke kan komme i praktik.

Jeg ser frem til en løsning. Jeg forlanger, at jeg får en jobkonsulent, der etablerer en ny praktik til mig, så jeg kan få afklaret og udviklet min arbejdsevne. Så jeg har ikke tænkt mig at give op. Jeg kæmper stadig med eller mod jobcentret.

Jeg forlanger, at sagsbehandleren tager ansvar og ikke bare læner sig tilbage og siger, at vi må se tiden an og håbe på, at der snart bliver åbnet op for, at kontoransatte kan vende tilbage. I den praktik jeg var i, så ser det ud til, at de ansatte kommer til at arbejde hjemmefra længe. Jeg tror faktisk ikke, at de vender tilbage før engang til næste år. Fordi smittetallet bliver ved med at være for højt, og fordi antallet af indlagte med COVID-19 på hospitalerne stiger.

Man siger, at modstand gør stærk. Jeg ved ikke, om det er sandt. Men jeg har ikke givet op. Jeg kæmper til den bitre ende. Det er derfor jeg klager over afgørelsen. Over systemet. Det bruger jeg mine ressourcer på. For jeg får ingen hjælp af systemet. Jeg sidder fast og føler mig svigtet af systemet. Jeg har fået en afgørelse om, at jeg skal i praktik. Virksomheden kan ikke tilbyde det de har lovet jobcentret og mig. De har sendt mig hjem på ubestemt tid. Så må der findes en ny praktik. Længere er den ikke.