Hvornår er et barn tabt?

Dette er mit indlæg nr. 100. 100 indlæg på 106 dage 🙂

At et barn er `tabt´, er det så ensbetydende med, at barnet er en `taber´?

En af mine kolleger er mor til en 5-årig dreng med en autismespektrumsforstyrrelse. Familien ønsker en specialskole til sønnen, men kommunen siger: Inklusion i folkeskolen.

I går fik familien så brev om, at sønnen er optaget på den ønskede specialskole!

Vigtige breve med afgørelser kommer altid på lørdage eller op til kommunale lukkedage. Så har borgeren lige nogle dage til at sunde sig i, hvis nu det er et afslag på en ansøgning.

Men tilbage til min kollega. Sønnen har fået plads på den ønskede specialskole. Det er jo en god nyhed. Der er bare en hage ved det. Min kollega kan ikke helt tro på det. Hun mener, at der må være tale om en fejl. Så først i morgen, mandag, kan hun få vished.

Jeg krydser fingre for, at min kollegas søn er et af de heldige børn med særlige behov, der får det rette skoletilbud inden skolestarten. Det vil skåne ham for mange nederlag. Det vil også skåne hans forældre.

Som min kollega udtrykker det: `Jeg ved, at han vil være tabt´ [hvis han ikke får plads på en specialskole, red.]

Det er alle forældres frygt. At vores børn vil blive `tabt´. Det er en falliterklæring, hvis vores børn ikke kan leve op til normerne i samfundet og klare sig lige så godt som alle andre – eller bedre end alle andre.

Børn med særlige behov halter ustandseligt efter, når det gælder om at leve op til samfundets normer om at tilpasse sig og rette ind. Mange af disse børn er tilmed psykisk sårbare, og der skal ikke meget til at vælte dem omkuld.

Jeg har mange øjeblikke, hvor jeg fortvivlet tænker, at Junior er `tabt´.

På nogle områder er han `tabt´. Skolemæssigt har han ikke været i skole det meste af 5. klasse, og han var fraværende i halvdelen af 4. klasse.

Når lockouten af lærerne engang er slut, er skoleåret også ved at være gået. Og efter sommerferien skal Junior i 6. klasse.

Vi har fået at vide, at det vil tage et sted mellem 1-2 år, før Junior atter vil kunne magte at være i skole – hele dagen – hver dag. Et til to år! Junior vil til den tid enten gå i 7. eller 8. klasse.

Vi har fået at vide, at det er muligt at indhente den forsømte undervisning på to år.

Det bliver noget af et kapløb med tiden. Og jeg ved ikke, om det er realistisk, at Junior når målet. Til tiden.

For det er jo desværre sådan, at undervisningspligten ophører, når barnet/den unge fylder 17 år jf. Lov om folkeskolen § 34, stk. 1. Så er systemet fløjtende ligeglad med, at barnet/den unge ikke har været i skole i flere år pga. stressoverbelastning, depression, angst, søvnforstyrrelser etc.

For børn og unge med autismespektrumsforstyrrelser er det sådan, at de udvikler sig langsommere end børn og unge uden disse diagnoser. Mange af dem udvikler derudover komorbiditet som angst, OCD, depression, psykoser.

Undervisningspligten er en rigid størrelse, der ikke tager hensyn til disse børn og unges særlige behov.

Derfor er der børn og unge med særlige behov, der falder igennem systemet og er `tabt´. De når ikke i mål på den tid systemet har fastsat.

Derfor er der behov for, at man reviderer Folkeskoleloven, og udvider undervisningspligten, så også psykisk sårbare børn og unge med særlige behov får en fair chance for at gennemføre folkeskolen på lige vilkår med elever uden særlige behov.

I et samfund, hvor uddannelse betyder så meget, at man først bliver regnet for at være en (lige)værdig borger, når man har en uddannelse, er det på tide, at vi gør op med den kollektive tvangstanke om, at man er `tabt´og kun er noget værd, hvis man får en uddannelse.

Min søn er – måske – `tabt´i uddannelsesmæssig forstand. Det vil fremtiden vise. Men han er ikke en `taber´. Hvis jeg begynder at opfatte ham som en `taber´, så er han for altid fortabt.